Susanne, Jacob og Tina; biotop-aktivitet 3 & 4

 Biotop-aktivitet 3 & 4

Linköping Universitets professorer Lars Dahlgren og Anders Szczepanski mener, at naturen byder på nogle gode rammer for det pædagogiske arbejde, i og med der er rig mulighed for at underbygge de usanselige katologe vidensformer med dialoge og analoge vidensformer (Ejbye-Ernst & Stockholm, 2015).

Aktivitet 3 - hygge i sneen

Projekt snemand

  

Drengen kender kun en snemand fra billeder, som er den kataloge viden, der er den sproglige, videnskabelige viden, som læses eller fortælles, men ikke sanses (Ejbye-Ernst & Stockholm, 2015). Han har aldrig oplevet så meget sne, at han har lave en selv. Han skraber en bunke sne sammen og prøver at forme det til en kugle. Da han har formet en lille kugle, sætter han den på som hovedet. Det samme gjorde alle de andre børn. Barnet har i dette tilfælde en assimileret viden fra billeder, en basisviden, som vi kan bygge videre på. Formålet med aktiviteten var, at børnene i udendørs områder skulle handle konkret og gøre egne erfaringer i sneen. John Dewey beskriver i sin teori learning by doing “ at erkendelsen i et naturligt udviklingsforløb altid vil opstå i situationer, som involverer aktiv deltagelse, altså at - man lærer ved at gøre. Brugen af kroppen og som i dette eksempel, materialet sne, skaber en erfaring hos børnene/borgerne, som de kan forbinde med de andre deltageres erfaringer under aktiviteten (Ejbye-Ernst & Stokholm, 2015, s. 43).

Dette samspil i det sociale rum, skaber ideer og grobund for fordybelse, udforskning og erfaring, hvilket er et af dagtilbudslovens formål, som er beskrevet i § 7, 

I dagtilbudslovens §7 står der bl.a. at:

Dagtilbud skal fremme børns læring og udvikling af kompetencer gennem oplevelser, leg og pædagogisk tilrettelagte aktiviteter, der giver børn mulighed for fordybelse, udforskning og erfaring. (Ejbye-Ernst & Stokholm, 2015, s. 48)

Vi kalder børnene sammen og viser dem, hvordan vi former en snebold i hænderne. Hvert barn får en snebold og vi viser dem, hvordan de skal trille den rundt i sneen. De kigger forundret på, hvordan kuglen vokser i størrelsen. Vi giver børnene en katalog viden, dvs. at børnene opnår en viden som endnu ikke er oplevet eller sanset. Denne viden øger mulighederne for, i samspil med andre vidensformer, at børnenes kataloge viden fæstnes i langtidshukommelsen og læringsudbyttet af en given aktivitet bliver optimeret (Ejbye-Ernst & Stockholm, 2015).

Så går de selv i gang. De mindste børn har svært ved at finde den rette teknik og mister hurtigt tålmodigheden. Andre begynder at sparke til kuglen, da den bliver lidt større og de ikke længere kan trille den med fingrene. Deres erfaringsverden har lært dem, at en bold kan trille, når man sparker til den(assimileret viden). Til stor forundring og ulykke går snekuglen i stykker. Nogle få kan dog motiveres til at blive ved med at trille og vi viser dem den rette teknik for at kunne trille en større kugle. Børnene akkommoderer viden ud fra deres tidligere erfaringer og danner nye erfaringer. Da den bliver for stor og tung begynder de at hjælpe hinanden med at trille kuglen. I denne del af processen kommer børnenes/borgernes iagttagelser og sanselige oplevelser i spil, altså den analoge viden, dette sammen med den kropslige viden, som børnene/borgernes oplever ved at røre og forme sneen, giver børnene/borgerne større mulighed for at huske indholdet af aktiviteten for på sigt at opnå phronesis, som er en “situationsbestemt dømmekraft baseret på erfaringer med mange lignende situationer” (Ejbye-Ernst & Stockholm, 2015).

 

Efter lang tids møje og besvær lykkedes det dem i fællesskab og med hjælp fra en voksen til at løfte snekuglen, at lave en snemand, der er større end dem selv. Den præsenteres stolt for fotografen. Erfaringer kan ifølge Dewey ikke stå alene, de skal opstå i et samspil mellem indre og ydre vilkår. Dewey kalder dette for “en situation” 

Indre vilkår er i dette tilfælde børnenes/borgernes tidligere erfaringer, viden og forudsætninger med at lege i sneen og de ydre vilkår er den viden vi ønsker at dele med børnene.

Dette betyder, at vi skal formidle den viden vi ønsker at dele med børnene/borgerne, ud fra deres tidligere erfaringer og forudsætninger, således at børnene/borgerne er i stand til at forstå og opretholde deres motivation og nysgerrighed.(Ejbye-Ernst & Stokholm, 2015, s. 45)

Dagen efter stormer børnene atter ud i sneen og vil lave endnu en snemand. Forundret må de opdage, at sneen er som pulver og ikke kan formes til en snebold og slet ikke kan trilles til en kugle. De forstår det ikke og vi undrer os med dem.

Børnenes assimilerede viden og erfaringer fra dagen før om sne, fortæller dem at man “bare” skal trille sneen så bliver den til en fast kugle. men i dag er sneen anderledes og kan ikke “bare” trilles og blive en kugle, børnene har akkumuleret ny viden og forståelse for naturen, hvilket har ændret børnenes forståelse af sne.  

Jean Piaget taler i sin kognitive udviklingsteori om adaption, som består af to processer: assimilation og akkommodation. Assimilation er når barnet oplever noget nyt og ukendt, forsøger det at forstå det ud fra tidligere erfaringer (skemaer) om, hvordan ting hænger sammen og barnet tilpasser sig miljøet. Akkommodation er, når barnets tidligere erfaringer ikke er nok og barnet af den grund skal danne nye erfaringer (skemaer) og derigennem skaber kognitiv udvikling. (Krøigaard, 2016, s. 93)

Projekt snetrold

    

En anden målgruppe er vores borgere med autisme. Planen var, at vi skulle ud at bygge en snemand. Borgerne som var med til at bygge, har en fantastisk - finurlig fantasi, hvilket resultatet viser. Resultatet blev præsenteret med samme stolthed som hos børnehavebørnene.

Læring:

Undervejs i forløbet og efterfølgende taler vi med børnene/borgerne om frost og tø sne og hvordan det kan forandre form på nærmest "magisk vis". Børnene/borgerne fortæller om deres erfaringer med sne. Vi finder ud af, at temperaturen bestemmer sneens tilstand/form. 

Når vi taler og fortolker egne og hinandens erfaringer og iagttagelser opstår dialogisk viden. Forskning i udeskole har vist, at uderummet danner rammer, der øger den indbyrdes kommunikation mellem børn, hvor sproget til med er mere nuanceret og funktionelt. I pædagogisk praksis er det essentielt at kunne skabe rum til denne kommunikation og tilbyde børnene/borgerne fagbegreber til deres samtaler, kommentarer og refleksioner, så de får et sprog til at kunne tale om det oplevede og derved bedre at kunne huske (Ejbye-Ernst & Stockholm, 2015).

Sne-lygter

 En hurtig måde at lave en snelygte på, er ved at lave snebolde og lægge dem i en kreds rundt om en hurricane, og så bygge oven på til den er helt dækket. 

                        

Frosne sæbebobler

Med de lave frostgrader (ca. -10 grader) vi har haft ville vi afprøve, om sæbebobler mon kunne fryse til is. Kunsten var at få dem til at lande blidt på sneen uden at springe. Det lykkedes et par gange, hvor boblerne var på størrelse med en tennisbold. Lige når boblen lander har den det kendte blanke transparente regnbuefarvede skær. Efter få sekunder fryser boblen nedefra og opefter og får dette matterede look. Et meget flot fænomen.

Aktivitet 4

Lave is i sneen

Denne aktivitet kan pædagogisk begrundes som læring om naturen, eller science i børnehaven. Science i børnehøjde har til formål og skabe en aktiv, eksperimenterende og undersøgende tilgang (Ernst, 2016, s. 238). Denne læringsproces skal give borgerne en større forståelse af den naturvidenskabelige kode, ved at borgerne via en aktiv tilgang, som at smage, føle og se, får nogle erfaringer og viden, som de kan koble op på det oplevede i nuet og fremtidige oplevelser med naturen. Disse konkrete opfattelser af naturfænomener, som borgerne tilegner sig, skal vi som pædagoger udfordre og forstyrre, således at borgerne kan undre sig og reflektere over disse, dette styrker borgernes muligheder for på sigt at kunne deltage i samfundsmæssige debatter (Ernst, 2016, s. 240).

Når vi tænker på madlavning i naturen, så forbinder vi det ofte med et bål, dvs. varme, som erstatter køkkenets ovn/komfur. I det følgende vil vi vise, hvordan sneens kulde kan anvendes til madlavning, nærmere til at lave is.

Planen var at vi skulle afprøve aktiviteten på Susannes biotop. Vejen ned til Åbæk var sneet til, så vi kunne ikke komme derned og kunne derfor ikke gøre det der. Vi valgte i stedet, at tage sne med indenfor i køkkenet på vores arbejde på Autismecenteret. Fordelen var, at vi kunne involvere borgerne i aktiviteten. Den første borger vi spurgte ville gerne hjælpe....indtil han så, at vi skulle hente sne udenfor. "Sådan gør jeg altså ikke, når jeg skal lave is", udbrød han forvirret og let protesterende. "Nej, men sådan gør jeg" svarede Susanne og spurgte, om han ikke ville hjælpe til. Han stod tøvende og skeptisk og i samme øjeblik kom en anden kollega tilfældigvis forbi med en liter is fra fryseren, til desserten. Borgeren spærrede øjnene op og sagde ivrigt og bestemt; "det er sådan der jeg gør!" Så var han færdig med at hjælpe. 

Qua borgerens diagnose, kan det være svært at motiveres til noget nyt og ukendt. 

En anden borger var mere modig og valgte at hjælpe.

Vi kom sne i en vaskebalje og satte en gryde med fløde i midten af sneen, herefter kom vi ca. 300 g salt på sneen.

Ved at komme salt på sneen falder temperaturen helt ned til 21 grader og virker derved som en ismaskine.

https://www.naturfamilier.dk/naturoplevelser/frys-vaniljeis-pa-magisk-vis/

Vi rørte kraftigt i gryden, hvilket vi fandt ud af ikke var det rigtige, da det tog længere tid inden fløden frøs. Da vi begyndte at røre langsommere, skete der noget, fløden begyndte at blive tykkere, frøs mere. 

Til sidst tilsatte vi chokoladestykker. 

De fleste borgere var ivrige efter at smage på isen, to valgte fra qua deres diagnoser. Den ene af dem var vores hjælper. Han havde undervejs i processen bemærket, at der lå et lille stykke græs i sneen. Vi forsikrede ham, at det ikke havde nogen betydning for vores is, da den ikke kom i direkte berøring med sneen, idet den var i gryden. Denne forklaring hjalp dog ikke og han ville ikke smage. Vores læring i dette er, at vi en anden gang må sørge for at sneen er helt ren, så der ikke er nogle forstyrrende elementer til stede, når vi arbejder med denne borgergruppe. 

Havde vi gennemført samme aktivitet med børnehavebørnene, ville processen formentlig have været anderledes, da børnene er nemmere at begejstre og udvikle. Skepsis er sjældent til stede i en sådan grad, at den kan overvinde nysgerrigheden.

Isen smagte godt, men var meget fed. Næste gang vil vi prøve med vaniljecreme for at få en mindre fed smag.

Vi havde fokus på de 5 vidensformer i vores aktivitet, de er befordrende for langtidshukommelsen. I fald der foregår flere samtidig, sikrer det den mest optimale læring hos borgerne (Ejbye- Ernst og Stokholm, 2015).

 

Katalog viden: Den sproglige, videnskabelige og eksplicitte viden. Vi anvender fagbegreber når vi italesætter og beskriver sneen, temperaturfaldet / den kemiske proces som skete da vi kom salt på, at fløden ændre konsistens - den stivner pga. kulden.   

Analog viden: Vi iagttager fløden efterhånden som den skifter konsistens. Mærker på gryden at den bliver koldere og koldere. I og med borgerne piskede fløden mærkede de at isen blev sværere og sværere at piske. Det gør vi for at gøre den kataloge viden mere nærværende for borgerne. 

Dialogisk viden:  Vi taler med borgerne om oplevelser og erfaringer. En god relation til borgerne er vigtig, for at kende til hvad borgerne allerede har af viden og hvilken ny viden som skal  videreformidles gennem dialog. Borgerne fik nye fagudtryk. Den nye viden og oplevelse gav de videre til de andre borgere da de kom og skulle smage isen. 

 

Kropslig viden: Som menneske lærer vi gennem kroppen, derfor er det vigtigt at have den kropslige viden indtænke i alle læringsforløb. Når borgerne er aktivt deltagende under hele processen fra start med at samle sne op, hælde salt på og piske fløden og til at smage den færdige softice, anvender vi kropslig viden. 

Phronesis viden: Den skal erfares gennem lignende situationer. “Phronesis er situationsbestemt dømmekraft baseret på erfaringer med lignende situationer” (Ejbye- Ernst og Stokholm, 2015, s 60-62).

Ejbye-Ernst, N. & Stokholm, D. (2015). Natur og udeliv. Uderummet i pædagogisk praksis.(s. 43-48) Systime.

Ejbye-Ernst, N. & Stockholm, D. (2015). Natur og udeliv. Uderum i pædagogisk praksis (s. 53-67) Hans Reitzels Forlag.

Ernst, N. E. (2016). Pædagogers arbejde med børn, unge og voksne i naturen. I: D.T. Gravesen (red.), Pædagogik, Introduktion til pædagogens grundfaglighed (s. 216-248), Hans Reitzels Forlag. 

Krøigaard, K. (2016). Udvikling, relation og personlighed - et psykologisk perspektiv på pædagogik. I:

D.T. Gravesen (red). Pædagogik Introduktion til pædagogens grundfaglighed (s. 79-104), Hans Reitzels

Forlag